IKEA Danmark uddanner ledere i brug af personlige pronominer
36% af transpersoner og non-binære føler slet ikke eller kun i begrænset omfang, at de kan være lige så åbne om deres kønsidentitet, som de ønsker. IKEA Danmark har derfor trænet ledelsen og HR i hvad det vil sige at have en non-binær kønsforståelse.
Ifølge Sara Lynge Skovhede, Equality, Diversity & Inclusion Leader i IKEA Danmark, er medarbejderne i IKEA – ligesom deres kunder – forskellige. Det er derfor vigtigt, at der skabes en inkluderende kultur, hvor respekt og ligestilling er i fokus. “Vores mangfoldighedstiltag er fokuseret på at skubbe til de temaer der med fordel bør tales åbent om, og med et ønske om sammen med andre aktører at skabe et mere inkluderende arbejdsmarked,” forklarer Sara.
Netop derfor har IKEA iværksat workshops, der har fokus på personlige pronominer. På disse workshops gennemgås fakta vedrørende LGBT+-personers trivsel i samfundet for at skabe en forståelse af vigtigheden i dette emne. Derudover præsenteres de seneste initiativer på området internt i IKEA og koblingen til den overordnede strategi om at skabe en inkluderende kultur.
“Med andre ord sætter vi flere ord på alle bogstaverne i regnbuen,” fortæller Sara.
Ambitionen bag initiativet
Initiativet er søsat på baggrund af det skift i samfundet samt IKEAs medarbejdergruppe, hvor flere af de unge medarbejdere identificerer sig efter andre kategorier for køn end tidligere. Sara tilføjer, at IKEA som virksomhed “ønsker at gå med ind i denne nye ramme og sikre relevant viden hos lederne, så alle stadig i fremtiden vil føle sig respekterede.” Sara påpeger ligeledes vigtigheden af, at alle IKEAs medarbejdere oplever, at de er respekterede for dem, de er, og at virksomheden forstår de praktiske behov for blandt andet kønsneutral omklædning og inkluderende sprogbrug.
At stå frem som non-binær på arbejdspladsen
Silas er non-binær og bruger de personlige pronominer de/dem. Silas er ansat ved IKEA Danmark og stod frem som non-binær på sin arbejdsplads. De har delt processen og de levede erfaringer med os. “Der er mange udfordringer ved at “springe ud” på arbejdspladsen. Det kan bl.a. være hårdt at forklare, hvad non-binær er, og emotionelt hårdt at stå frem som et køn, mange ciskønnede ikke ved findes. Man møder ofte en anden form for skepsis, når det drejer sig om selve opfattelsen af køn som noget, der ikke er binært,” fortæller Silas.
Silas oplevede dog en meget støttende arbejdsplads. De tog selv kontakt til Sara Skovhede, hvorfra Silas fik stor støtte i form af møder og telefonsamtaler. “I processen spurgte Sara mig altid hvad der var bedst for mig i forhold til at stå frem, hvad jeg havde brug for, og fortalte hvad arbejdspladsen havde af værktøjer til at hjælpe mig,” uddyber Silas.
Træningen i personlige pronominer skaber netop et rum, hvor man kan øve sig i at bruge de rette pronominer, stille spørgsmål til, hvordan det bruges i en bestemt sætning, og øve sig i ikke at komme med en lang undskyldning, hvis man bruger et “forkert” pronomen. Som Silas forklarer “laver alle fejl de første mange gange, de skal omtale en person som de/dem eller hen – det er uundgåeligt. Derfor er det vigtigt både at træne brugen af pronominer, men også træne samtalen om pronominer.”
Det er netop dette træningen i personlige pronominer skal hjælpe med.
Bliv inspireret
Silas fortæller, hvordan virksomheder kan have fokus på kønsneutralt undervisningsmateriale på interne kurser og møder og uddyber, at “opmærksomhed på humoren og det kønnede sprog på arbejdspladsen også er nødvendigt, ligesom delte toiletter hjælper på inklusionsfølelsen.”
Vi har spurgt Sara, hvad man som virksomhed kan gøre for at fremme inklusionen af non-binære medarbejdere. Hun fortæller, at “et godt sted at starte er at opsøge viden om, hvad det vil sige at være non-binær.” Derudover anbefales det, at man henter feedback hos medarbejdere.
“Hos IKEA er inputtet vigtigt fra medarbejderne, men ansvaret for at gå foran og for at skabe forandring ligger hos ledelsen,” afslutter Sara.
Besøg www.lgbt.dk for at blive klogere på non-binære kønsforståelser.