Danish English
danish diversity charter

EU står sammen om mangfoldighed

Mangfoldighed er et varmt emne i EU, og 14 EU-lande har i dag et nationalt mangfoldighedscharter for virksomheder. Ved en konference i Paris i januar 2015 mødtes europæiske politikere med erhvervsledere for at inspirere hinanden til målrettede indsatser. 

”Mangfoldighedschartrene er et vigtigt redskab til at engagere europæiske virksomheder, og vi ved, at en underskrift betyder øget fokus på mangfoldighed og inklusion på den enkelte arbejdsplads. Det er et stort skridt på vejen til at sætte alle kompetencer i spil til gavn for hele Europa,"

- sagde EU-Kommissionens generaldirektør for justits, Paraskevi Michou, ved konferencen. 

Europæisk netværk af mangfoldighedschartre

Mere end 7.100 virksomheder i hele Europa har underskrevet et af de 14 mangfoldighedschartre, siden det franske charter som det første blev lanceret for ti år siden. Store, globale virksomheder som L’Oréal, AXA og Orange gik på scenen i Paris og understregede, hvorfor de har underskrevet et mangfoldighedscharter. 

Det danske charter for mangfoldighed er først lanceret i 2014 og har derfor stor glæde af at deltage i det europæiske netværk af mangfoldighedschartre. Det giver gode muligheder for at drage nytte af erfaringerne med de mere etablerede chartre og få inspiration til arbejdet med at udbrede mangfoldighedsledelse til virksomheder:

”Samarbejdet med de øvrige EU-landes charterindsatser giver adgang til en gigantisk pulje af viden, afprøvede redskaber og vigtig læring. Samtidig giver det en meget større slagkraft, at vi kan diskutere mangfoldighed og antidiskrimination på EU-niveau og finde opbakning til vores budskab ikke bare i vores nabolande, men i EU-kommissionen og blandt EU-politikerne”

- siger sekretariatsleder for Det danske charter for mangfoldighed, Sofie Havn Poulsen. 

Ud over at understøtte de eksisterende mangfoldighedschartre, arbejder EU-kommissionen også for at opdyrke nye mangfoldighedsindsatser i de EU-lande, som endnu ikke har et nationalt charter.

Læs mere om det europæiske netværk af mangfoldighedschartre her. 

 



Brug jeres forskelle i hverdagen...

hent app’en "Mangfoldig Hverdag"
i "App Store" el. "Google Play"!

Copyright © Det danske charter for mangfoldighed 2014

Tilmelding til Nyhedsbrev