Danish English
danish diversity charter

Siemens markerer underskrift

Siemens er en global virksomhed, og på arbejdspladserne i Danmark har Siemens mere end 800 internationale medarbejdere. Derfor er mangfoldighed afgørende for virksomheden, der for nyligt har afholdt en mangfoldighedsdag for medarbejderne, hvor de blandt andet underskrev Det danske charter for mangfoldighed. 

”Diversitet er en styrke for Danmark, og det er en styrke for Siemens. Mangfoldighed betyder at være åben over for alle. Vi skal have en åben kultur på vores arbejdspladser – og man må finde sig i for eksempel en finsk chef!”, grinede Siemens’ CEO, Jukka Pertola, til de mange medarbejdere, som var mødt op til mangfoldighedsdagen.

Dagen blev indledt med en ceremoni, hvor Jukka Pertola skrev under på ’Det danske charter for mangfoldighed’.

”Danmark skal være mere åbent over for forskellighed, og derfor har vi i Siemens valgt at bakke op og underskrive Det danske charter for mangfoldighed,” - sagde Jukka Pertola, inden han underskrev et indrammet eksemplar af charteret.

Torben Møller-Hansen, der repræsenterede Det danske charter for mangfoldighed, takkede for underskriften og for, at Siemens sender et signal om, at alle er velkomne uanset kultur, alder, køn og uddannelse.

Fokus på at skabe stolthed

Mangfoldighedsdagens program bød også på besøg fra den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne og et inspirationsoplæg om, hvordan mangfoldige teams kan skabe øget innovation ved at trække på medarbejdernes forskelle.

”Mangfoldighedsdagen var et led i en hel uge med fokus på Siemens som en bæredygtig virksomhed. Vi ville vise medarbejderne, hvordan deres arbejdsplads engagerer sig i samfundet og gøre dem stolte af vores værdier og indsatser. Og mangfoldighed er en central værdi for os,” - fortæller Lise Emilie Fritzbøger, ekspert i Employer Branding hos Siemens Danmark.

Aktiviteterne på mangfoldighedsdagen bidrog til at gøre medarbejderne opmærksomme på Siemens’ mangfoldighedspolitik og give dem konkrete input til, hvordan de selv kan få større glæde af forskellene i hverdagen. En del af den inspiration fik de fra Foreningen Nydansker, som blandt andet fortalte om Erhvervsmentorkorpset og om app’en Mangfoldig Hverdag.

Lise Emilie Fritzbøger oplevede mangfoldighedsdagen som meget vellykket og fortæller, at alle medarbejderne tog godt imod initiativet.

”Vores mangfoldighedsstrategi er global, og medarbejderne er fuldt bevidste om, at vi er en arbejdsplads med mange forskellige kompetencer, baggrunde og personligheder. Men for de fleste er det ikke noget, de tænker på i en travl dagligdag, og derfor er det værdifuldt for alle at sætte klart fokus på vores tanker om mangfoldighed gennem sådan en temadag. Vi forventer at kunne følge op på dagen med flere nye indsatser inden for diversitet.” - siger hun.



Brug jeres forskelle i hverdagen...

hent app’en "Mangfoldig Hverdag"
i "App Store" el. "Google Play"!

Copyright © Det danske charter for mangfoldighed 2014

Tilmelding til Nyhedsbrev