Danish English
danish diversity charter
  • Home
  • Nyheder
  • Mangfoldighed, ledelse og branding er i fokus i Aarhus

Mangfoldighed, ledelse og branding er i fokus i Aarhus

For ledere på ældreområdet i Aarhus Kommune er mangfoldighedsledelse en naturlig del af hverdagen. I april afholder Aarhus Mangfoldighedscharter en lederlounge om emnet.

"Det at kunne trække på hinandens kulturkendskab giver et helt andet udgangspunkt i arbejdet og samarbejdet."

Leder i hjemmeplejen i Gellerup-Toftegården, Anja Dinsen, ser klare fordele i at have en mangfoldig medarbejdersammensætning. Hun er chef for en gruppe af medarbejdere, der består af cirka 40 procent med ikke-vestlig baggrund, og denne sammensætning giver konkrete fordele i den daglige opgavevaretagelse: 

"F.eks. har vi oplevet udfordringer i mødet med en borger, som simpelthen afviste vores hjælp. Det blev drøftet i fællesskab, og en SOSU-hjælper med arabisk baggrund mente, at det kunne handle om, at hjælpen blev tilbudt midt i bede-tiden. Det gav selvfølgelig et andet udgangspunkt i forståelsen af, hvad det handlede om." 

Lene Offersen, områdechef for ældreområdet i Viby-Højbjerg, mener også, at mangfoldighedsledelse er helt centralt for varetagelsen af kommunens kerneopgaver.

"Det kræver talrige dialoger og erfaringsudvekslinger at nå til en fælles forståelse af, hvad kerneopgaven er, og hvordan den skal løses. Men jeg er ikke i tvivl om, at mangfoldighed blandt medarbejderne er et gode, som samlet set gør os bedre i stand til at have en god og anerkendende tilgang til borgerne og deres familier."

Aarhus Mangfoldighedscharter ønsker at sætte yderligere fokus på ledelse og mangfoldighed, og derfor inviteres ledere i offentlige og private virksomheder til en lederlounge med mangfoldighed, ledelse og branding som hovedtema. Arrangementet afholdes den 7. april kl. 8-10.30 på Aarhus School of Business and Social Sciences. Man vil inden længe kunne læse yderligere om arrangementet på Aarhus Mangfoldighedscharters hjemmeside. Vil man læse begge interviews med Anja Dinsen og Lene Offersen og høre om andre gode eksempler på mangfoldighed i Aarhus, kan man læse mere på Aarhus Mangfoldighedscharters Facebook-gruppe.    

 



Brug jeres forskelle i hverdagen...

hent app’en "Mangfoldig Hverdag"
i "App Store" el. "Google Play"!

Copyright © Det danske charter for mangfoldighed 2014

Tilmelding til Nyhedsbrev